11-09-2026
Dialogen fortsætter: Fra regionsmøde til årsmøde
I august har vi afholdt fire regionale møder for vores medlemskommuner. Formålet var at introducere vores nye direktør, fortælle om aktuelle initiativer i Foreningen BørnUngeLiv, herunder Den Nationale Børne- og Ungesundhedsprofil, og ikke mindst styrke dialogen med vores medlemskommuner.
Møderne gav dog mere end blot information. De viste også, hvor værdifuldt det er, når kommuner mødes og udveksler erfaringer på tværs af kommunegrænser.
- Vi sad nogle personer sammen fra flere nabokommuner, og det gav rigtig god værdi at kunne udveksle erfaringer og perspektiver på tværs, fortæller Christina Wille, konsulent på det specialiserede socialområde, Lyngby-Taarbæk Kommune.
På møderne var der også plads til oplæg fra kommunerne selv. De fire kommuneoplæg viste forskellige måder at arbejde med data om børn og unges trivsel på, fra forebyggende indsatser og sundhedspleje til kobling af data på tværs af fagområder. Oplæggene illustrerede samtidig, hvordan data kan understøtte både ledelsesmæssige prioriteringer og politiske drøftelser ved at skabe et fælles vidensgrundlag for beslutninger og indsatser målrettet børn og unge.
- Det er både lærerigt og interessant at blive klogere på, hvordan BørnUngeLiv anvendes ude i kommunerne. De fire kommuneoplæg var meget forskellige, og det viser tydeligt, hvor mange muligheder der er for både at indsamle og anvende data på tværs af kommunale fagområder og indsatser. Data, der både giver handlekraft blandt de kommunale medarbejdere, der er tæt på børn og unge i hverdagen, og som giver anledning til ledelsesmæssige og politiske dialoger og prioriteringer fortæller Signe Louise Tholstrup Bertelsen, direktør i Foreningen BørnUngeLiv.
I Region Nordjylland fortalte Maren Astrup Sørensen, programleder for Fælles om Ungelivet i Thisted Kommune, om, hvordan Thisted Kommune arbejder med Ungeprofilen og anvender data i det forebyggende arbejde.
I Region Midtjylland fortalte Line Lund Laursen, suppleant for Aarhus Kommune og konsulent i Sundhed, Børn og Unge, om koblingen mellem data fra Grundskolemodulet og Ungeprofilen.
I Region Syddanmark satte Maria Engmark Christensen, skolesundhedsplejerske, og Ditte Melsen, leder af Sundhedspleje og Børnetræning i Vejen Kommune, fokus på den strategiske anvendelse af data i sundhedsplejen.
På mødet for Region Hovedstaden og Region Sjælland delte Josephine Halle, ungekonsulent i Sundheds- og Omsorgsafdelingen i Frederiksberg Kommune, og Sarah Wurr Stjernqvist, chefkonsulent, Sundheds- og Omsorgsafdelingen, Frederiksberg kommune, kommunens erfaringer med at bringe data fra Ungeprofilen i spil politisk og omsætte viden til handling.
Vi er meget glade for de dialoger og nye forbindelser, der opstod på tværs af kommunerne, og vi ønsker fortsat at understøtte den erfaringsudveksling. Derfor har vi ambitioner om flere regionale møder.
Indtil da ser vi frem til årsmødet den 29. september, hvor vi fortsætter dialogen med medlemskommunerne og samler fagfolk til inspirerende oplæg og sessioner om børn og unges sundhed, liv og trivsel.